Tidlig opsporing er et nyt indsatsområde under programmet I sikre hænder. I februar udkom et katalog med erfaringer fra Sønderborg og Frederiksberg kommuner samt anbefalinger til implementering.
Af Annelene Højvang Larsen, kommunikationskonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed
Tryksår og medicinfejl kan undgås. Det viser erfaringerne fra de 18 kommuner, der har været med i programmet I sikre hænder. Fald, infektioner, ledelse samt borgere og pårørende er andre indsatser under I sikre hænder, og nu er der tilføjet en syvende.
I slutningen af februar udkom nemlig et nyt katalog, der handler om Tidlig opsporing (af forringet helbredstilstand og nedsat funktionsevne hos ældre mennesker). Det er en indsats, der potentielt kan fremme borgernes livskvalitet og forebygge behandlings- eller indlæggelseskrævende sygdom.
Intentionen er at igangsætte tidligere intervention og eventuel behandling for at forebygge yderligere svækkelse af helbredstilstanden eller tab af funktionsevne, som kan resultere i unødig indlæggelse.
Erfaringer med Sundhedsstyrelsens anbefalinger
I 2017 udgav Sundhedsstyrelsen en rapport med anbefalinger til arbejdsgange og anvendelse af redskaber til Tidlig opsporing.
De anbefalinger har Sønderborg og Frederiksberg kommuner, der begge er pilotkommuner i I sikre hænder, arbejdet videre med og afprøvet i praksis.
Disse erfaringer har nu mundet ud i et katalog med kommunernes forslag til lokale tilpasninger af Sundhedsstyrelsens anbefalinger samt håndtering af de udfordringer, som de to kommuner har oplevet.
Fælles sprog og struktur
I begge kommuner er de enige om, at redskaberne til Tidlig opsporing har givet dem en mere struktureret tilgang, der gør det lettere at tale sammen på tværs af faggrupper. De enkelte redskaber giver også medarbejderne en tryghed i, at de ikke overser noget ude hos borgerne.
Det nye katalog skal ses som inspiration til implementering af strukturerede arbejdsgange i forbindelse med Tidlig opsporing.
Nyhed på I sikre hænders hjemmeside
Videoer og katalog om Tidlig opsporing på I sikre hænders hjemmeside
Video: Med hjemmeplejen på besøg hos Edith
I Sønderborg Kommune har de udviklet en systematik til tidlig opsporing og forebyggelse for at forhindre indlæggelser, der kunne være undgået.
I videoen tager vi med social- og sundhedsassistent Mille Korsgaard Ziethen på besøg hos 87-årige Edith Ravn.
15. marts 2019
Nyheder