Pressemeddelelse 23. september 2020
Med en bevilling fra Velliv Foreningen på to mio. kr. starter et nyt samarbejde, der skal give sundhedsprofessionelle bedre redskaber til at klare de psykiske belastninger, som jobbet kan indebære.
Når man har været udsat for en psykisk belastning og føler sig rystet og ude af balance, så hjælper det at tale om det. Det er udgangspunktet for et nyt samarbejde mellem Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Afdelingen for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling på Herlev Hospital og CAMES – Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation. Initiativet er netop bevilliget to mio. kr. fra Velliv Foreningen.
”I sundhedsvæsenet kommer man som medarbejder ud for mange intense oplevelser og situationer, der handler om liv og død, og det kan medføre stor mental belastning,” siger projektleder Jacob Nielsen, overlæge og konsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Kulturen er ofte, at disse situationer skal man som medarbejder være robust nok til selv at klare. Men den store mentale belastning kan føre til dårlig trivsel blandt medarbejderne, sygefravær, personaleflugt og risiko for patientsikkerheden.
I første fase af projektet, som var støttet af Helsefonden, er den videnskabelige litteratur på området blevet gennemgået, og der er identificeret en række konkrete redskaber, der nu skal prøves af i praksis. Som noget nyt vil projektet især fokusere på at skabe konkret viden og træning helt ude i frontlinjen, og en kultur blandt ledere og medarbejdere, som muliggør at omsorg for og samtaler med hinanden om de svære ting bliver en del af hverdagen.
”Når man spørger sundhedspersonalet om, hvad de har mest brug for i forbindelse med mental belastning, så ønsker de sig, at de kunne tale med en kollega i samme arbejdssituation. De ønsker, at det ville være kulturelt acceptabelt og praktisk muligt med en lokal snak i afdelingen, hvor man færdes,” siger Jacob Nielsen. I det nye projekt vil men derfor forsøge at forebygge de alvorlige mentale problemer hos medarbejderne ved at få kollegerne til at tale sammen og støtte hinanden, når noget ubehageligt er sket. I sidste ende er det målet at styrke den psykologiske tryghed blandt medarbejderne og fremme en kultur af åbenhed og læring.
”Velliv Foreningen er glade for at kunne støtte projektet og har store forventninger til, at det vil styrke arbejdsmiljøet. Vi ønsker at skabe overskud i livet blandt danskerne. Derfor støtter vi projekter, der fremmer den mentale sundhed i arbejdslivet. Projektet rummer et stort potentiale, og det er vores forventning, at resultaterne vil kunne udbredes til mange andre arbejdspladser både i den offentlige sektor og hvor private virksomheder udfører opgaver, der indebærer samme mentale sundhedsudfordringer som blandt de hospitalsansatte”, siger Lars Bo Pedersen, der er programchef i foreningen.
Usund kultur påvirker medarbejdernes trivsel
I første omgang er det Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv behandling på Herlev Hospital, der skal være projektafdeling. Her er det overlæge Pernille Cedergreen, der er ankerperson for den nye indsats. Hun er områdeansvarlig overlæge på afdelingens opvågningsafsnit.
”I vores kultur i sundhedsvæsenet er der en forventning om, at man skal kunne klare tingene. Og det er også nødvendigt til en vis grad. Men der hersker nogle steder en kultur, hvor man tænker, at presset jo blot er en del af arbejdet, som man skal kunne tåle. Den kultur er ikke sund, og det går ud over medarbejdernes trivsel og mentale sundhed. Nogle medarbejdere forlader jobbet, og nogle enkelte gør det ultimative og begår selvmord. Vi har al muligt ansvar for at være opmærksomme på hinanden og sikre, at ingen når derud. Som ledere har vi også en forpligtelse over for arbejdsmiljøloven til at sørge for, at vores medarbejder ikke bliver syge af at gå på arbejde,” siger Pernille Cedergreen.
”Vi har også et kæmpe ansvar over for den næste patient. Når vi er mentalt rystede, så yder vi ikke vores bedste, og så kan vi risikere, at patientsikkerheden er kompromitteret,” siger hun.
Basal viden om psykologisk tryghed
Projektet startede torsdag med en introduktion om psykologisk tryghed for 200 medarbejdere (fordelt på tre auditorier) på Herlev Sygehus.
”For at komme i gang er det nødvendigt med en vis viden. Man skal kunne forstå, hvornår man selv føler sig belastet, og man skal have øje for, hvornår kolleger gør det. Og så skal man have helt basal viden om, hvad man kan sige til hinanden, og hvad man ikke skal sige. Det skal ikke nødvendigvis være noget med at sætte sig ind i et lokale og lukke døren i to timer. Det kan lige så godt være en snak i omklædningsrummet eller en aftale om at ringe sammen senere,” siger Jacob Nielsen.
Senere i projektet er det meningen, at der skal være sessioner med alle ansatte med både teori og praktiske træning. Og igennem et halvt år vil projektledelsen fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed og CAMES besøge alle afsnit en gang om ugen for at følge op og sikre fremdrift i projektet. Her vil man diskutere, hvad der har fungeret godt, og hvad det virker mindre godt, sådan at der kan ske tilpasninger undervejs.
Bedre patientsikkerhed
Med det nye projekt vil man også styrke patientsikkerheden: ”Vi ved fra litteraturen, at der er sammenhæng mellem det psykosociale arbejdsmiljø og patientsikkerheden. Når man er presset, reagerer man mindre hensigtsmæssigt og er mere tilbøjelig til at begå fejl. Det betyder, at det bliver dyrere at drive sundhedsvæsenet, fordi medarbejderne bliver syge og laver fejl. En OECD-rapport vurderede for nyligt, at ca. 15 % af sundhedsvæsenets udgifter går til at råde bod på fejl og patientskader,” siger Jacob Nielsen.
CAMES – Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation – bidrager med indsatser i forhold til uddannelse og forskning i projektet. Det er ambitionen, at resultaterne kan spredes til alle dele af sundhedsvæsenet – ikke kun hospitalerne, men også det kommunale sundhedsvæsen, almen praksis, tandklinikker ol.
”Vi håber, at vi kan bidrage til at skaffe nye erfaringer på området. Der er ingen tvivl om, at behovet er stort og påtrængende, og at det kan betale sig, både ud fra et kvalitetsmæssigt, et sikkerhedsmæssigt og et økonomisk synspunkt,” siger Jacob Nielsen.
Læs mere om projektet: Nyt initiativ skal styrke medarbejdernes mentale sundhed
Yderligere oplysninger:
Overlæge Jacob Nielsen, Dansk Selskab for Patientsikkerhed
Tlf: 2215 0918
jacob.nielsen@patientsikkerhed.dk
Overlæge Pernille Cedergreen,
Afd. for Bedøvelse, Operation og Intensiv behandling, Herlev Hospital
Tlf: 3868 8954
pernille.cedergreen@regionh.dk
Professor Doris Østergaard, CAMES,
Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation
Tlf: 2670 7506
doris.oestergaard@regionh.dk
Lars Bo Pedersen, Programchef, Velliv Foreningen
Tlf: 2260 0714
lbp@vellivforeningen.dk
Christina Gro Storm-Andersen, Kommunikationskonsulent, Velliv Foreningen
Tlf: 2260 0718
cga@vellivforeningen.dk
24. september 2020
Nyheder