Medieaktiviteter i 2019
Viden og kommunikation udgør et af PS!’ grundlæggende fokusområder. Det er en del af Selskabets strategi at både indsamle og sprede dansk og international viden, erfaringer og idéer på tværs af sundhedsvæsenet og i den brede offentlighed.
Vi ønsker at indgå i en konstruktiv og løsningsorienteret dialog med omverdenen på de områder, hvor bestyrelsen har givet os mandat. En del af dette arbejde foregår via medierne, både de traditionelle, dvs. aviser, fagblade, radio og tv, og sociale medier, særligt LinkedIn og Twitter, hvor Dansk Selskab for Patientsikkerhed igen i 2019 var en markant stemme.
Aktivitet i medierne har både fundet sted i form af viden, fakta og holdninger, som har været igennem en redaktionel, journalistisk filtreringsproces og i form af debatindlæg, blogs og andre formater, som vi selv har haft redigeringsret over.
Som en del af den strategiske kommunikation i Dansk Selskab for Patientsikkerhed arbejder vi med et par centrale dogmer:
1) Vi er kritiske og sætter fingeren på de væsentligste udfordringer for patientsikkerheden, men vi er samtidig konstruktive og løsningsorienterede.
2) Vi går altid ud fra, at alle har de bedste intentioner – det gælder både personale, patienter og pårørende.
I 2019 arbejdede Selskabet systematisk med en kommunikations- og mediemæssig understøttelse af de fem udvalgte indsatsområder. Det har ført til markante historier i både fagmedier og i større landsdækkende print- og elektroniske medier.
Offentliggørelsen af rapporten Veje til bedre diagnoser i december 2019 var et eksempel på PS!’ måde at arbejde med viden og kommunikation. Bl.a. med brug af en stærk personlig beretning fra en patient blev historien ”breaket” i et af de landsdækkende dagblade og derfra spredt via andre klassiske medier, sociale medier og Selskabets egne kanaler. Samtidig med offentliggørelsen af rapporten blev der afholdt et seminar med danske og internationale deltagere og oplægsholdere.
Samarbejdet med Patienterstatningen og offentliggørelsen af rapporten satte ”diagnostik, flow og rettidig behandling”, et af PS!’ indsatsområder for 2019, på dagsordenen. Både i de brede medier og den brede offentlighed. Selskabets næstformand Andreas Rudkjøbing besvarede fx spørgsmål fra B.T.’s læsere med afsæt i rapporten, ligesom B.T. og andre medier bad om og fik sundhedsministeren til at forholde sig til rapportens resultater. Også i mere specialiserede faglige miljøer har toneangivende aktører kommenteret rapporten og er kommet med nye idéer, input og holdninger til en videreudvikling af området. Dansk Selskab for Patientsikkerhed fungerede på den måde som både videnshaver og katalysator – for at nævne et par af de roller, der er defineret i strategien.
Dagsordensættende rapport om diagnosefejl
Selskabet har også i vid udstrækning gjort brug af egne kommunikationskanaler – hjemmesider og elektroniske nyhedsbreve, Fagligt Nyt etc. – til at stimulere en både faglig og konstruktiv debat, fx i form af blogs fra bestyrelsesmedlemmer, patientambassadører, direktør og fagmedarbejdere. Som med alt andet arbejde i PS! er kommunikations- og medieindsatsen også helt afhængig af samarbejdet med bestyrelsesorganisationer og andre interessenter og samarbejdspartnere.