Portrætfoto af Jason Leitch

Jason Leitch, ledende sundhedsrådgiver for den skotske regering blandt andet ift. COVID, er keynote ved den kommende patientsikkerhedskonference i november. Han har tidligere gennem en årrække været ressourceperson for ledere i det danske sundhedsvæsen forbindelse med forbedringsprojekter.

Jason Leitch er keynote ved Patient21: Covid-19 kræver lydhørhed

Jason Leitch, toprådgiver for den skotske regering gennem covid-19-pandemien, leverer  keynotetale ved Patientsikkerhedskonferencen i november 2021.

Vi slipper ikke af med covid-19 lige foreløbig. Pandemien kommer til at påvirke os mange år ud i fremtiden, og derfor må vi lære at leve med den. Det kræver, at sundhedsvæsenets og samfundets ledere er meget lydhøre over for de problemer og behov, som folk oplever i deres dagligdag.

Sådan lyder budskabet fra Jason Leitch, National Clinical Director of Healthcare Quality and Strategy ved Scotland NHS. I sin keynote-tale ved Patientsikkerhedskonferencen den 8. november 2021 vil han fortælle om sine erfaringer som toprådgiver for den skotske regering under covid, og hvordan denne viden kan anvendes – også mere generelt i fremtidens patientsikkerhedsarbejde.

– Spørgsmålet er ikke så meget, hvordan vi bliver fri for covid. Det er mere, hvordan vi reducerer de skader, som covid forårsager, samtidig med at vi minimerer de konsekvenser for befolkningen, som vores forholdsregler imod covid har medført, siger Jason Leitch. I Skotland har man beskrevet fire typer af skader, der er konsekvenser af covid: De umiddelbare skader af covid på sundhedstilstanden, følgevirkningerne af covid på sundhedsvæsenet, fx øget ventetid og forsinkede diagnoser og behandling, sociale konsekvenser, fx skolelukninger og arbejdsløshed, og økonomiske konsekvenser for borgere og samfund.

Nødvendigt at kende frontlinjen
Når man som Jason Leitch rådgiver beslutningstagere om, hvordan konsekvenserne af pandemien kan begrænses, ikke bare for sundhedsvæsenet, men for samfundet generelt, er det vigtigt, at man har et indgående kendskab til dagligdagen for de mennesker, der er berørt. Hvis forholdsregler og restriktioner skal være brugbare og effektive, er må de være i overensstemmelse med behovet hos de mennesker, der skal leve med dem.

– For at træffe gode beslutninger som leder, er det nødvendigt at vide, hvordan tingene fungerer i frontlinjen, siger Jason Leitch. Og for ham er frontlinjen ikke længere bare sundhedsvæsenet, men også alle de mange forskelligartede aktiviteter i samfundet, som fx offentlig transport, legepladser, frisører, fodboldkampe osv.

Jason Leitch anbefaler ledere at kigge på modellen High Impact Leadership, oprindeligt beskrevet af lægelig direktør ved Mayo Clinic i USA Stephen Swensen. Modellen lister fem typer af lederadfærd, der ifølge Jason Leitch er relevant for ledere på alle niveauer: Person-centeredness (mennesket i centrum), frontline engagement (inddragelse af frontlinjen), relentless focus (konstant fokus), transparency (gennemsigtighed) og boundarilessness (organisation uden barrierer).

Se video med Jason Leitch og Stephen Swensen om High Impact Leadership (fra 2015 – før covid-19):



Kendt ansigt i Danmark
Jason Leitch er et kendt ansigt blandt ledere og kvalitetsfolk i det danske sundhedsvæsen. Han har været i Danmark adskillige gange, især i forbindelse med forbedringsprojekterne Patientsikkert Sygehus og I sikre hænder, hvor han var rådgiver for teams og sygehusledelser.

Han er meget imponeret over det danske patientsikkerhedsarbejde og betegner Danmarks som et foregangsland især i forhold til patientsikkerhed i primærsektoren (video).



Gennem de seneste 15 år har det skotske sundhedsvæsen været et forbillede for kvalitets- og forbedringsarbejdet i det danske sundhedsvæsen. Skotland var tidligt ude med anvendelse af forbedringstankegangen, inspireret af det amerikanske Institute for Healthcare Improvement, IHI’s metoder.

Ledere og klinikere fra det danske sundhedsvæsen har været på adskillige studieture til Skotland, og en række danske sundhedsprofessionelle har været på den skotske forbedringsagentuddannelse, Scottish Quality and Safety Fellowship Programme.

 

 

18. august 2021

Nyheder