Kontakt
Vibeke Rischel
Sundhedsfaglig chef
Telefon: 23 37 05 17
Frits Bredal
Kommunikationschef
Telefon: 29 47 67 04
Fem kommuner har i projektet I sikre hænder vist, at det kan lade sig gøre at udrydde tryksår og medicinfejl i ældreplejen. Nu får borgerne i 14 nye kommuner glæde af de succesfulde og prisvindende metoder, som har opnået international anerkendelse.
400, 500 og 600 dage dage uden tryksår og medicinfejl. Ved at nytænke arbejdet med kvalitet og patientsikkerhed har fem kommuner i projektet ’I sikre hænder’ styrket livskvaliteten og sikkerheden for borgerne i ældreplejen.
Nu har Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Sundheds- og Ældreministeriet og KL – som står bag ’I sikre hænder’ – sat navn på de 14 nye kommuner, der skal arbejde videre med de gode erfaringer. Det sker efter en ansøgningsproces, som blev sat i gang, da der sidste år blev afsat 14 millioner kroner på satspuljen til at udbrede projektets metoder.
– Vi glæder os til samarbejdet med de 14 nye kommuner. De bliver en del af et succesfuldt projekt, hvor de fem pilotkommuner har vist stort mod og er gået forrest i forhold til kvalitet og patientsikkerhed i den kommunale sundhedssektor. Pilotkommunerne anerkendte, at der var plads til forbedringer i ældreplejen og har gjort noget ved det, siger Vibeke Rischel, sundhedsfaglig chef i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
– Det er svært ikke at blive imponeret over, hvad de fem første kommuner har opnået. Indsatserne har bidraget til at give de ældre en bedre og mere sikker pleje og behandling, og derfor er det rigtig godt, at 14 nye kommuner nu står klar til at videreføre de positive erfaringer. Jeg ser frem til at følge de nye kommuner, og jeg er overbevist om, at de også vil opnå flotte resultater, der bliver til gavn for de mange ældre borgere, der er i kontakt med den kommunale syge- og ældrepleje, siger Sophie Løhde, sundheds- og ældreminister.
Nul medicinfejl og tryksår
På Dragsbækcentret i Thisted Kommune har de eksempelvis ikke haft medicinfejl, der kræver lægekontakt, i omkring 550 dage. Ifølge Dansk Patientsikkerheds Database udgjorde medicinfejl ellers størstedelen af de såkaldte utilsigtede hændelser i kommunerne i 2015.
På Tangshave Plejecenter i Sønderborg Kommune har de rundet 500 dage uden alvorlige medicinfejl og 600 dage uden tryksår. Tidligere blev tryksår betragtet som en uundgåelig komplikation i ældreplejen. På grund af disse resultater modtog Sønderborg Kommune i 2015 en særpris af Dagens Medicins kvalitetspris ’Den Gyldne Skalpel’.
Derudover har projektets resultater fået international anerkendelse blandt andet fra Skotland, som er et af de førende lande indenfor arbejdet med patientsikkerhed. Leder af afdelingen for patientsikkerhed og kvalitetsforbedring i det skotske sundhedsministerium, Jason Leitch, kalder indsatsen i ’I sikre hænder’ enestående og banebrydende.
– Det er tydeligt, at medarbejderne, som allerede har været en del af I sikre hænder, er stolte over de imponerende resultater, de har opnået – resultater, som ikke alene gavner medarbejderne, men også i høj grad borgerne. Jeg tror, at denne måde at arbejde med kvalitet på, kan blive en metode, som kan bruges til at forbedre kvaliteten på rigtig mange andre områder i kommunerne, siger Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.
Ny tilgang til kvalitet i kommunerne
Opskriften er på de gode resultater er hentet fra sygehusene. Den indeholder mere systematiske arbejdsgange, løbende monitorering af om ændringer i arbejdsgange giver bedre behandling, ledelse tættere på den kliniske hverdag samt større samarbejde med borgere og pårørende.
– Metoderne betyder større systematik i sundhedspersonalets arbejde med det resultat, at borgerne får den rette pleje og behandling hver gang. Samtidig har metoderne styrket sundhedspersonalets faglighed, siger Vibeke Rischel.
Projektet ’I sikre hænder’ gik i gang i efteråret 2013, og ambitionen er, at projektets metoder på sigt skal udbredes til alle 98 kommuner i Danmark.
De 14 nye kommuner i projekt I sikre hænder:
De 5 pilotkommuner i projekt I sikre hænder: