”Det var først, da vi fik talt om døden, at vi kunne leve livet”

Patienter, pårørende og personale skal turde tale om døden. Det var den klare pointe, Ib Jungemann kom med på et seminar om at være ”klar til samtalen.” Jungemanns kone bekymrede sig mindre og hyggede sig mere, da de fik talt om døden. Hun døde som 73-årig af KOL.

Af Frits Bredal

Projektet hedder ”Klar til samtalen”, og seminaret har samlet mere end 50 overlæger, palliationssygeplejersker, terapeuter, forskere, chefkonsulenter og en enkelt hospitalspræst. Rundt omkring på bordene ligger et større udvalg af informationsmaterialer med overskrifter som ”Kommissorium for Palliation”, ”Praktisk jura på ældreområdet”, ”Beslutningsstøtte”, ”Lindring og livskvalitet” og ”Systematisk stillingtagen til genoplivning”.

Arrangementet finder sted hos Enigma i København, et post- og telemuseum med tilhørende moderne konferencelokaler. Ind på scenen træder 71-årige Ib Jungemann. Den tidligere maskinarbejder er iført en hvid T-shirt og grønne militærbusker. Han taler et jævnt dansk og fanger tydeligvis omgående hele forsamlingens opmærksomhed med sin ligefremme fortælling om Jytte.

– SKAL IKKE GENOPLIVES. Det skulle der stå på hendes journal. Også hos vores egen læge blev der skrevet, at Jytte ikke skulle genoplives, hvis hun faldt om af et hjertestop, fortæller Ib Jungemann, kigger på forsamlingen og fortsætter:

– Så blev hun endnu mere syg, og kommunen kom og hjalp hende med at blive vasket hver dag, og så holdt jeg op med at arbejde og passede resten. Da fik vi så også skrevet i hjemmehjælpens bog, at hvis Jytte faldt om, og jeg ikke var hjemme, så skulle hun ikke genoplives. Siden hun kom hjem, lavede Jytte og jeg vores liv helt om. Hun skrev papirer ned om, hvordan hun ville have det, når hun skulle bisættes.

Ib Jungemann peger på tavlen, og dirigerer forsamlingens opmærksomhed hen på de ord, der står skrevet:

“Det var først, da vi fik talt om døden, at vi kunne leve livet”

– Så Jytte hun var en glad pige de sidste tre år, fortsætter han og forklarer, at Jytte bekymrede sig mere og hyggede sig mindre, før de fik talt om døden.

– Det vigtigste for Jytte, det var, at vi havde en hverdag, der fungerede, når hun kom op om morgenen, men det tog halvanden til to timer, før hun kom op.

– De sidste to år kørte vi næsten ikke ud. Vi var derhjemme, hvor vi havde en masse venner, som kom og snakkede med os. Det bedste var vores naboer, som kom meget, for jeg fik jo lov til at gå ud til nogen møder, og jeg har også været på nogen festivaler sammen med naboen, fordi jeg kan godt lide at gå på festivaler, så naboens kone passede Jytte, og de kom om fredagen, og vi skulle have fredagsbar, fordi så skulle vi have en lille skarp og en bajer, og det var det allervigtigste hele ugen for Jytte.

Forsamlingen griner, før Ib går i gang igen:

– Det allervigtigste var, når Kirsten og Jens Erik kom over hos os, og vi så skulle sidde og plapre og fortælle om, hvad der var sket i løbet af ugen, og det sugede Jytte til sig, alt hvad hun kunne, og hun kunne jo næsten heller ikke se til sidst på grund af, at hun havde fået så meget medicin, som gjorde, at hun havde fået en grøn stær og grå stær, og der turde man ikke operere, så hun havde kun 10 % på det ene øje og 35 på det andet.

– De sidste to år prøvede hun at sige til mig, at jeg skulle tage noget mere ud, men jeg sagde, at det gør jeg ikke. Jeg bliver hjemme og passer på dig.

Ikke prøvet at dø før

– En dag var vi inviteret op på Pharmakon i Hillerød, hvor Jytte skulle tale foran 40 sygeplejersker, siger Ib Jungemann og fortsætter:

– Hun skulle fortælle, hvordan det var at leve med en lungesygdom, og så var der en lille dame dernede, der rakte hånden op, og så spørger hun Jytte: “Jamen Jytte, er du slet ikke bange for at dø?” “Nej det er jeg ikke,” sagde Jytte, “for jeg har aldrig prøvet det før.”

Spredt, forsigtig latter i salen. Ib peger igen på billedet, hvor man ser Jytte sidde på en hest, mens barnebarnet står ved siden af.

– På det billede var Jytte 73 år. Hun kommer fra landet, hvor man havde heste og alt muligt. Og det er vores barnebarn Laura, der står der, og hun er en ridetosset tøs, og vi var derude en dag. Laura havde lige fået en ny ponyhest. Mustu hed den. Og vi gik og snakkede med vores svigerdatter og sådan noget, og så siger Laura: “Farmor kunne du ikke godt tænke dig at komme op og ride på Musto?”  Og inden vi havde set os om, så havde Jytte sagt ja. Selvom hun kun havde 15 % lungekapacitet og slanger i næsen.

– Vi fik hende hjulpet op med en skammel, og så gik Laura og Jytte rundt ude på ridebanen med Musto, og hun sad vel og red i små 20 minutter. “Hold kæft, hvor er det altså lækkert at sidde her,” sagde Jytte.

Igen griner forsamlingen.

– ”Skal vi snart stoppe?” spurgte Laura sin farmor igen og igen. “Nej, gå du bare en omgang til.”

– Nytårsaften blev Jytte indlagt akut. Hun var ude på kanten, hvor hun kunne høre svalerne synge, men kom over det og kom hjem igen. Men så en morgen vækkede hun mig og kunne ikke få vejret og havde det rigtig skidt, og så blev hun kørt til Hillerød.

– Da klokken var 8, blev jeg ringet op, vi skulle komme, fordi der var jo så skrevet i Jyttes papirer. Vi havde begge to skrevet under på, at hun ikke skulle i ny behandling eller i andre maskiner med slanger. Hun skulle have alle slangerne af, og så skulle hun smertedækkes.

– Da klokken var 5 om eftermiddagen, sov hun stille ind, og for hendes vedkommende tror jeg, det var det bedste. Nu havde hun kun 10 % lungekapacitet tilbage.

– Og da Falckfolkene kom, så tog jeg den seddel fra hjemmeplejen og sagde, “den skal I have med, for sker der noget undervejs, så skal Jytte ikke genoplives!”

Positivt indstillet over for at snakke om døden

– Det er vigtigt, at man er positivt indstillet over for at snakke om døden for ellers går det galt, siger Ib Jungemann til forsamlingen og fortsætter:

– Og hvis I som læger og sygeplejersker er positive, så vil I nok også lokke patienterne til at blive positive, for når man er positivt indstillet, og det har Jytte og mig i hvert fald været, så er det meget nemmere.

– Før hun døde, fandt Jytte et lille digt på Facebook, for hun var meget på Facebook, når hun ikke kunne komme ud. Hendes lille digt lyder sådan her:

Livet kan pludselig blive taget fra os
Vi ved ikke hvor længe, vi har, så husk at nyde dem du elsker og holder af
Brug din tid på det, som gør dig glad og er vigtigt for dig
Gør det mens du kan

– Det har jeg gemt hele tiden det der, så jeg tænkte, det skulle I også lige ha’ i dag.

Forsamlingen klapper begejstret. Ib Jungemann er færdig med sit oplæg. Så snart han træder ned fra scenen, står en kø af seminardeltagere, der gerne vil tale med ham.