Personer ved bord som laver gruppearbejde

Kend din kvalitet og byg din kvalitetsorganisation: Nyt kompetenceforløb klæder på til fremtidens kvalitetsarbejde

En god kvalitetsorganisation er en vigtig forudsætning for at lykkes med arbejdet med kvalitet. Nyt kompetenceforløb skal ruste ledere og konsulenter til at se hele vejen rundt i arbejdet med kvalitet og forbedringer i organisationen. Det er med til at skabe den balance mellem kontrol, planlægning og udvikling af kvalitet, der er nødvendig i et sammenhængende sundhedsvæsen.

Af Annelene Højvang Larsen, kommunikationschef

At få ambitioner om kvalitet og ressourcer til at mødes er en fælles udfordring. Forandringer i samfundet, forventninger fra borgere og krav fra samarbejdspartnere og brugere fordrer, at kontinuerlig læring og udvikling af kvalitet og patientsikkerhed er en integreret del af arbejdet.

Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Komponent er derfor gået sammen om at tilbyde et nyt kompetenceforløb, der ruster driftsledere og konsulenter, som leder kvalitets- og forbedringsarbejde på social- og sundhedsområdet, til netop det.

Målet er, at deltagerne på kurset designer en – eller måske forbedrer den eksisterende – organisation på kvalitetsområdet, der kan skabe rammer for, at vi kan arbejde med at definere, hvad kvalitet er, og hvordan vi både strategisk og operationelt arbejder med at udvikle den. Og at vi kan integrere de mange krav, forventninger og strategier, der er til gavn for borgere, brugere, patienter, pårørende samt medarbejdere – så vi går i samme retning.

Lærende tilgang nødvendig for sammenhæng

– Vi ønsker, at borgerne har et trygt og sikkert møde med sundhedsvæsenet, og det kræver en lærende tilgang til kvalitet og patientsikkerhed med en strategi for læringskultur, der kommer til udtryk i det daglige arbejde, hvor kvalitet og patientsikkerhed leveres hver dag, siger Inge Kristensen, direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, og fortsætter:

– Vi ønsker at bidrage til, at medarbejderne har organisatoriske rammer til at udvikle kvalitet og patientsikkerhed i relation til det daglige arbejde og derigennem opleve en øget arbejdsglæde, faglig stolthed – og så vi bruger ressourcerne bedst muligt.

Læring og videndeling, der forandrer praksis

Dansk Selskab for Patientsikkerhed har en stor viden om feltet og erfaringer fra programmer som I sikre hænder, Patientsikkert Sygehus og Medicinsikre botilbud.

Komponent har stor viden om, hvilke behov der er i kommunerne, samt hvordan man laver god og meningsfuld undervisning. Det er dermed et stærkt samarbejde, der kommer kursusdeltagerne til gode.

– Jeg glæder mig til samarbejdet med Dansk Selskab for Patientsikkerhed og er glad for, at vi sammen får mulighed for at sætte fokus på et meget vigtigt udviklingsområde i kommunerne. I det samarbejde bidrager Komponent med stor erfaring i at designe kompetenceforløb, der sikrer transfer – altså at det, vi fokuserer på i undervisningslokalet, også skaber forandring ude i praksis, siger Jonatan Schloss, direktør i Komponent.

Foruden transfer har Komponent også erfaring med at sikre den videndeling, som ifølge Jonatan Schloss er helt afgørende:

– Ambitionen er, at kommunerne bliver bedre til at arbejde systematisk med kvalitetsudvikling og forbedring. Hvis det skal lykkes, er der behov for indspark og inspiration udefra. Det bliver helt afgørende, at vi videndeler på tværs af kommuner og deler idéer, som kan være til gavn andre steder. Det er netop det, kompetenceforløbet lægger op til, siger han.

Klædt på til fremtiden

Kompetenceforløbet giver viden og skaber refleksioner om, hvordan man som enhed i en kommune, på et botilbud, i en privat organisation eller på et hospital kan organisere sig med henblik på at skabe organisatoriske rammer og muligheder for at kende sin kvalitet på godt og ondt – og prioritere, hvad der er vigtigst at tage fat på.

Forløbet har fokus på, hvordan organisationer skaber læring og udvikling af kvalitet og patientsikkerhed gennem ledelse af processer i et tæt samarbejde mellem ledelse, medarbejdere og brugere.

Målgruppen for kompetenceforløbet er fx sektionsledere, afdelingsledere, områdeledere samt chefkonsulenter, specialkonsulenter, sundhedsfaglige konsulenter og risikomanagere.

Tilmeldingsfrist den 7. oktober 2022

Kurset udbydes i København og Aarhus og forløber over 6 måneder med opstart henholdsvis den 9. november 2022 og 23. januar 2023.

Læs mere og tilmeld dig hos Komponent

29. juni 2022

Nyheder