Mangel på viden spænder ben for pårørendeinddragelse

Sundhedsprofessionelle efterlyser faste procedurer og redskaber til, hvordan systematisk pårørendeinddragelse kan udføres i praksis. Det viser en rundringning, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed har foretaget blandt flere centrale aktører i sundhedsvæsnet

Hvordan, hvorfor og hvornår skal man tage samtaler med pårørende?
Klinikere mangler faste rammer, konkrete procedurer og redskaber til at arbejde systematisk med pårørendeinddragelse.

Det nævner flere centrale aktører i sundhedsvæsenet i en rundringning, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed har foretaget i forbindelse med en kommende workshop om pårørendeinddragelse, der afholdes i samarbejde mellem VIBIS (Videncenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsnet) og Hej Sundhedsvæsen (Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden) den 29. november. Ved rundringningen har man spurgt ind til, hvilke barrierer der er for pårørendeinddragelse i praksis.

”Vi er uddannede i alt det gode, vi skal gøre for patienten, men vi har ikke kompetencerne til at håndtere pårørende. Det bliver selvforstærkende, for når man ikke prioriterer det, får man heller ikke opbygget erfaring og viden. Der tegner sig et mønster af, at frygten for det ukendte dermed bliver en barriere for pårørendeinddragelse. Man kaster sig ikke ud i noget, man ikke ved, om man er god til,” siger Dorthe Crüger, administrerende direktør for Sygehus Lillebælt, som er blandt de interviewede.

”Vi gør det i forvejen”
Paradoksalt nok er et andet gennemgående tema, at der blandt klinikere hersker en selvforståelse af, at man allerede arbejder systematisk med pårørendeinddragelse.

”Jeg tror, der nogle steder er en forståelse af, at vi allerede gør det i forvejen. Det er svært at forklare folk, at det gør vi faktisk ikke – i hvert fald ikke systematisk,” siger Katrina Pitt Winther, projektleder, Rigshospitalet til Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Flere nævner desuden, at man bør udvikle faste rutiner og metoder til, at pårørende får adgang til den nødvendige viden og information om patientens forløb– også selvom de fx ikke har mulighed for at være tilstede ved stuegang. Den kan fx ske ved at indføre tavler på patientstuerne, eller at man filmer stuegangen, så pårørende kan følge med på afstand.

”Der ligger et ledelsesmæssigt ansvar i at sikre, at de organisatoriske rammer favner pårørendeinddragelsen. Og så skal der udvikles klare redskaber og procedurer, som gør det mere håndgribeligt,” siger Ove Gaardboe, overlæge og seniorkonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Samlet tematisering af interview med de 11 sundhedsprofessionelle

Kultur, arbejdsgange og tavshedspligt
Kultur er mange ting og noget, der ofte bliver nævnt hos de interviewede. Gennemgående er, at der endnu ikke blandt sundhedspersonale er en gennemsyrende kultur, hvor pårørendeinddragelse er naturlig. Hvad der mere kan stå i vejen er, at det meste personale er på arbejde, når de pårørende selv arbejder, og at ikke alle patienter ønsker deres pårørende informeret, hvilket gør det mere end svært for personalet at opbygge et godt samarbejde med dem.

De interviewede svarer også på, hvilke indsatser, der skal prioriteres højest fremover.

De hyppigste barrierer, der nævnes, er:

• Frygten for det nye
• ”Vi gør det i forvejen”
• Kultur
• Lægerne skal mere med
• Oplevelse af tid/ressourcer
• Personalets arbejdstid/pårørende med til stuegang
• Tavshedspligt
• Den ”gode” pårørende

De hyppigste indsatser, der nævnes, er:

• Ledelse – obligatorisk pårørendeinddragelse
• Ændring af rammer og arbejdsgange
• Pårørende i det organisatoriske arbejde/brugerinddragelse
• Hvordan vil I inddrages?
• Pårørende skal kræve mere