Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, offentliggør en ny evalueringsrapport med erfaringer fra Sikker Psykiatri
Det er afgørende at have rammerne for patientsikkerheds- og forbedringsarbejde på plads i de enkelte organisationer for at få det optimale udbytte af forbedringsarbejde. Det er en af konklusionerne efter evalueringen af Sikker Psykiatri – et fireårigt nationalt forbedringsprojekt, der er gennemført i samarbejde mellem Danske Regioner, TrygFonden, Det Obelske Familiefond og Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Sikker Psykiatri blev afsluttet pr. 31. december 2017. Hensigten var at forbedre patientsikkerheden i psykiatrien på ni psykiatriske enheder i Danmark og på Færøerne.
Evalueringen viser, at den infrastruktur, der skal støtte op om forbedringsarbejde, er vigtigt. Infrastruktur er fx tydelig ledelse, intern kommunikation, lokale og tværgående læringssystemer og opbygning af kapacitet i organisationen til brug af forbedringsmetoder. Evalueringen støtter også brug af kollaborativmodellen, hvor der skabes netværk af sundhedsprofessionelle på tværs af geografi og faggrænser mhp. læring og erfaringsudvikling. Netværkene mødes til regelmæssige læringsseminarer, og besøger hinanden for at få ideer og inspiration til forbedringsarbejdet. Også inddragelse af patienter og pårørende i forbedringsprocessen anbefales i evalueringen.
”Anbefalingerne fra evalueringen af Sikker Psykiatri er vigtige, fordi de er underbygget af et omfattende analysearbejde, og samtidig giver en masse viden og et endnu bedre ståsted for det videre patientsikkerheds- og forbedringsarbejde både i psykiatrien, men fx også som inspiration for de nationale lærings- og kvalitetsteams og Danske Regioner og KL, som kører dette arbejde.” siger Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, i forbindelse med udgivelsen af evalueringen.
Det er Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, der har gennemført den omfattende analyse af Sikker Psykiatri og på den baggrund udarbejdet en række anbefalinger. Evalueringen tager sit afsæt i såkaldt realistisk evalueringsteori, som har haft til formål at undersøge, hvilke forhold der har haft betydning for implementeringen af Sikker Psykiatri på de forskellige projektenheder.
Sammenhæng og ulighed i fokus
Dansk Selskab for Patientsikkerhed ønsker at bygge videre på erfaringerne fra Sikker Psykiatri, og bl.a. sammenhæng på tværs af sektorer og ulighed i sundhed bør være i fokus.
”Samarbejde på tværs af de forskellige aktører i psykiatrien og somatikken, kommuner samt almen praksis er fortsat et vigtigt patientsikkerhedstema i det danske sundhedsvæsen og også i psykiatrien, fx i forhold til, hvordan borgere med alvorlige psykisk sygdom bliver udredt og behandlet for deres fysiske sygdomme. Det kræver samarbejde på tværs og med borgeren som udgangspunkt”, siger Inge Kristensen.
For yderligere information:
Kommunikationschef Frits Bredal, Dansk Selskab for Patientsikkerhed
Tlf: 29476704
fb@patientsikkerhed.dk
Direktør Inge Kristensen, Dansk Selskab for Patientsikkerhed
Tlf: 22168161
ik@patientsikkerhed.dk
16. maj 2018
Nyheder