Af Frits Bredal, kommunikationschef Dansk Selskab for Patientsikkerhed
Både den danske sundhedsminister og den internationale keynote Mark Britnell talte om, hvad rekruttering, læring og arbejdsglæde betyder for patientsikkerheden. Budskaberne blev leveret ved Konference om patientiskkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen.
“Sundhedsvæsenet ville ikke være noget uden de fantastiske medarbejdere”, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke, da han åbnede Konference om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen. Og Heunickes åbningstale havde en klar sammenhæng med den pointe, som keynote Mark Britnell rundede dagen af med fra samme talerstol på Hotel Comwell i Kolding: ”There can be no healthcare without a workforce”.
Rekruttering af sundhedsprofessionelle, arbejdsforhold, arbejdsglæde, psykologisk tryghed og en veludviklet læringskultur udgjorde et af de centrale og gennemgående temaer på konferencen i Kolding. Det var temaer, som ikke mindst den danske minister og den internationale keynote slog kraftigt an.
”Når vi har fat i så mange mennesker hver eneste dag, sker der også fejl. Men så skal vi have fokus på, hvordan vi lærer af fejlene – med henblik på forebyggelse. Fejl er en åbning, en mulighed for at lære”, sagde sundhedsministeren og understregede, at en sund læringskultur udgør en af forudsætningerne for et patientsikkert sundhedsvæsen. Pointer, som Mark Britnell med det samme fulgte op på i et tweet, hvor man ser de to herrer give hinanden hånden: ”Heunicke explains that the health system is in good shape but faces increasing pressure through workforce shortages. Patient safety should mean that all staff have enough time to care”.
Senere på dagen uddybede Britnell, da englænderen stod på scenen i sit ternede jakkesæt med charmeklud i brystlommen:
”Mangel på læger og sygeplejersker er den største trussel mod fremtidens sundhedsvæsen, advarede han igen og igen. Ofte med afsæt i pointerne fra sin egen internationale bestseller – Human: Solving the Workforce Crisis in Healthcare. I sin tale – og i bogen – foreslår Britnell en række tiltag, der kan imødegå problemet. Blandt andet skal vi gøre sundhedsvæsenet til en mere attraktiv arbejdsplads.
Læs interview med Mark Britnell
Sammenhæng – på konferencen og i sundhedsvæsenet
Det der indtil i år har heddet ”Primærsektorkonferencen” blev i 2019 – for første gang – afviklet under navnet Konference om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen. For at understrege, hvor stor betydning sammenhæng i behandlingen har for sikkerheden.
”Sammenhæng” var et nøgleord i Kolding – både i forhold til sammenhæng mellem keynotes, sessioner og workshops og i forhold til at skabe sammenhæng mellem sektorer.
”Fælles ansvar kræver fælles ledelse” pointerede Annemarie Zacho-Broe, Kommunaldirektør i Fredericia Kommune, og Mads Koch Hansen, Lægelig direktør på Sygehus Lillebælt, i deres fælles oplæg. ”Vi har et fælles populationsansvar og borgeren skal være i centrum for vores løsninger. Ledelse handler om at tage ansvar for helhedEN”, lød det fra de to.
I alt 260 mennesker var tilmeldt konferencen, heriblandt 45 oplægsholdere og moderatorer fra alle dele af det danske sundhedsvæsen.
7. november 2019
Nyheder