Holbaek

Statussamtaler giver tryg udskrivning

Ortopædkirurgisk Afdeling på Holbæk Sygehus har indført en fast samtale om udskrivelse med hoftebrudspatienter og deres pårørende.

Tre til fem dage efter operationen gennemfører hoftebrudsteamet på Ortopædkirurgisk Afdeling en statussamtale med den pågældende patient og de pårørende. Initiativet er affødt af projektet Sikkert Patientflow, som også har fokus på sikkerhed i udskrivelse.

Patienter med hoftebrud er i gennemsnit 80 år og er en sårbar gruppe, der udover bruddet kan være svækket af andre sygdomme og have problemer med hukommelsen, ligesom de kan have brug for kontakt til hjemmeplejen efter indlæggelsen. Derfor er patienterne ofte utrygge i forbindelse med udskrivelsen.

– Før var vi måske tilbøjelige til at sætte datoen for udskrivelsen og lave aftalerne med for eksempel hjemmeplejen uden at inddrage patienten, fortæller Gitte Olsen, som er sygeplejerske-souschef og en af initiativtagerne til samtalerne:

– Med statussamtalerne inddrager vi patienten i udskrivelsen. Udgangspunktet er, at vi får taget hånd om, hvad der bekymrer den enkelte patient.

Hent erfaringsopsamling fra projekt Sikkert Patientflow

Pårørende spiller en vigtig rolle
Tidligt i forløbet informeres patienter og pårørende om statussamtalen og får udleveret en folder med tidspunkt og information. Mødet varer 15-20 minutter, og en sygeplejerske, en læge og en fysioterapeut deltager, så man kommer hele vejen rundt om problemstillingen. Af samme årsag er de pårørende med til samtalen.

– Vi oplever, at de pårørende er meget bekymrede og rigtig gerne vil hjælpe deres ældre familiemedlemmer. Jeg kan huske en samtale, hvor en pårørende straks ville gå hjem og fjernegulvtæpper og dørtrin, siger overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling, Hans Ulrik Ahler-Toftehøj.

Samtalerne har kørt siden begyndelsen af 2016, og tilbagemeldingerne er indtil videre positive. Det er derfor ikke utænkeligt, at initiativet bliver udbredt til andre grupper af patienter i afdelingen.

Se video om projekt Sikkert Patientflow

16. februar 2016

NyhederSikkert Patientflow