KL og Dansk Selskab for Patientsikkerhed forstærker det strategiske samarbejde på sundhedsområdet.
Over 300 sundhedsprofessionelle og ledere fra ældreplejen mødtes i Vejle d. 10.-11. oktober for at dele viden og erfaringer om arbejdet med projekt I sikre hænder. I alt 18 kommuner er involveret i projektet, der ved systematisk forbedringsarbejde øger sikkerheden for borgerne i ældreplejen.
I takt med at flere og flere opgaver på sundheds- og ældreområdet løses af kommuner og almen praksis, er der behov for at styrke kommunernes arbejde med kvalitet og patientsikkerhed. Som led i udviklingsarbejdet forstærker KL derfor sit strategiske samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed, bl.a. ved fremover at yde et årligt tilskud på 2 millioner kroner og øge det faglige samarbejde.
– Vi står med et sundhedsvæsen i rivende udvikling, hvor flere og flere opgaver særligt i forhold til de ældre medicinske patienter flyttes til kommunerne. Derfor er kvalitet og patientsikkerhed også højt på dagsordenen lokalt. Samarbejdet med Dansk Selskab for Patientsikkerhed er derfor en investering i kommunernes udviklingsarbejde på sundheds- og ældreområdet, siger Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.
Sammen med de øvrige hovedaktører i sundhedsvæsenet er KL allerede medlem af bestyrelsen i Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Samtidig arbejder de to organisationer og pt. 22 kommuner i forvejen sammen via projekter som ”I sikre hænder”, ”Sikkert Seniorliv” og ”Sikker Sammenhæng”.
Søren P. Rasmussen er medlem af Dansk Selskab for Patientsikkerheds bestyrelse udpeget af KL:
Søren P. Rasmussen from Selskab for Patientsikkerhed on Vimeo.
– Det er ikke altid let, når man sidder som den enkelte kommune, hvordan kan vi løfte patientsikkerheden. Tager man bare et eksempel som tryksår. Som man i mange år troede, at det kunne man simpelt hen ikke undgå ude i kommunerne. Nu viser det sig med et konkret projekt, at det kan man rent faktisk godt, siger Søren P. Rasmussen.
”I sikre hænder” har nu kørt i fire år, og en ny evalueringsrapport beskriver de første imponerende resultater fra projektet.
Hent evalueringsrapporten af I sikre hænder
– Projektet har vist, at vi helt kan udrydde tryksår og medicinfejl, når vi arbejder systematisk med personalets arbejdsgange. Det giver vores medarbejdere et fagligt løft, men endnu vigtigere sikrer vi, at vores borgere får en tryg og sikker pleje. Den slags konkrete gevinster vil der komme flere af, når vi de kommende år udvider samarbejdet og støtten til Dansk Selskab for Patientsikkerhed, siger Thomas Adelskov.
Kronik af sundheds- og ældrecheferne fra de fem pilotkommuner i I sikre hænder
‘Medicinfejl og tryksår kan udryddes i ældreplejen’
Medicinsikkerhed er netop et af de kerneområder, KL og Dansk Selskab for Patientsikkerhed vil fokusere på som en del af samarbejdet.
Samarbejde vil understøtte udmøntning af nationale mål
KL ønsker at udvikle den kommunal sundhedssektor i et tæt partnerskab med borgerne. Og arbejdsmetoderne fra projektet I sikre hænder har vist sig at være en effektiv katalysator for partnerskab og udvikling: Systematisk forbedringsarbejde og systematisk brug af data i arbejdet. Pleje og behandling af den højeste kvalitet. Større arbejdsglæde og dermed større patientsikkerhed – det er nogle af kerneelementerne i arbejdsmetoden og samtidig en rettesnor for hele det revitaliserede samarbejde.
Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, er overbevist om, at støtten fra KL vil komme kommunernes borgere til gavn:
– Dansk Selskab for Patientsikkerhed har 15 års erfaring med forbedrings- og patientsikkerhedsarbejde både i Danmark og internationalt. Det er den viden, vi nu i endnu højere grad kan integrere i den kommunale sundhedsindsats. Samarbejdet vil også understøtte det kommunale arbejde hen imod de nationale mål på kvalitetsområdet. Investeringen viser det høje ambitionsniveau hos Kommunernes Landsforening – det glæder mig på borgernes vegne.
Deltag i Danmarks største konference om patientsikkerhed i kommunerne
11. oktober 2017
Nyheder