Sundhedsjournalistisk har betydning for patientsikkerheden. Og sundhedsmyndighedernes kommunikation har betydning for patientsikkerheden. Både medier og myndigheder skal finde balancen mellem fakta og følelser. Frits Bredal, kommunikationschef i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, har skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad om ”fornuft og følelse i sundhedsvæsenet”.
”Der er opstået en klar erkendelse af, at sundhedsprofessionelle og sundhedsmyndigheder ikke kan nøjes med at kommunikere kolde kendsgerninger. Moderne mennesker lader sig ikke kun overbevise af fakta, lægelatin og lange videnskabelige artikler. Lægen og sundhedsvæsenet generelt er ikke længere helt automatisk en ophøjet autoritet, som blot kan ordinere en bestemt evidensbaseret behandling, medicin eller vaccine til de blindt adlydende og taknemmelige patienter. Som borgere og patienter agerer vi i lige så høj grad ud fra følelser som fakta”, skriver Frits Bredal.
HPV-vaccinen er ét ud af flere eksempler på emner og historier, hvor både medier og myndigheder har arbejdet med at finde den rigtige balance:
”I de senere år har der været og er fortsat talrige eksempler på, at mediernes dækning af sundhedsområdet har direkte konsekvenser for patientsikkerheden. Borgerne, patienterne og de pårørende bliver forvirrede af de ofte modstridende overskrifter og historier.”
Dansk Selskab for Patientsikkerhed er aktive i debatten om mediernes betydning for patientsikkerheden, bl.a. holdt chefredaktør Lisbeth Knudsen en keynote om ”Smitsomme sygdomme i sundhedsdækningen” på Patientsikkerhedskonferencen i år.
Artikel i Ugeskrift for Læger om Lisbeth Knudsens oplæg i april
22. august 2018
Nyheder