”Jeg er vist det, man kalder en datanørd”

Læs interview med Henriette Hansen, som er social- og sundhedsassistent på Skovcentret i Lolland Kommune og engageret i projektet I sikre hænder.

Af Julie Kofoed, kommunikationskonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

I sikre hænder har motiveret social- og sundhedsassistent Henriette Hansen fra Skovcentret på Lolland til at blive i ældreplejen. Hun bliver dagligt udfordret af at arbejde med tidstro data, og det betyder meget for hendes arbejdsglæde. Det lå ellers ikke i kortene, at hun skulle ende som ’datanørd’, men stædighed har været hendes drivkraft for at dykke ned i og forstå, hvordan man arbejder med tidstro data.

Hvad har I sikre hænder betydet for din faglighed?
Jeg har fået langt større indsigt i ledelse, tværfaglighed, struktur og ikke mindst i brugen af data. Hvis det ikke var for det her projekt, ved jeg ikke, om jeg ville have syntes, det var udfordrende nok for mig at arbejde i ældreplejen. Da jeg i sin tid blev ansat, var det faktisk ikke ældreplejen, jeg ville. Jeg ville have lidt erfaring, og derfra skulle jeg så videre til sygehus, fordi jeg på sigt overvejede at læse til sygeplejerske.

I dag har jeg slet ikke lyst til at skulle et andet sted hen. Jeg keder mig aldrig, og jeg har altid noget at lave. Jeg kan godt lide kontrasten mellem det praktiske arbejde ude i plejen og så dataarbejdet inde på kontoret. Nogle gange har jeg bare behov for at tage nogle praktiske opgaver i plejen, og det har jeg stadig mulighed for. Der er en god kombination af det hele.

‘Alvorlige medicinfejl og tryksår kan udryddes i ældreplejen’

Hvorfor synes du, det er interessant at arbejde med tidstro data?
Jeg synes, data er interessant, fordi man hele tiden kan følge med i, hvordan det går. Det giver mig noget at arbejde målrettet efter, og det motiverer mig. I dag er jeg vist det, man vil kalde en ’datanørd’, men det havde jeg egentlig ikke selv set komme.

Jeg havde aldrig arbejdet med data, før jeg gik i gang med I sikre hænder, og derfor var det hårdt i starten. Jeg brugte rigtig meget tid på at fordybe mig i tallene for at prøve at forstå dem, og jeg var meget stædig omkring det. Derhjemme hænger et udprintet billede af, hvordan der lå en hel masse papir med data spredt overalt på mit skrivebord, i vindueskarmen og i reolerne. Jeg kunne slet ikke overskue det, og jeg manglede virkeligt overblik. Hver gang jeg kigger på det, mindes jeg, hvor meget jeg kæmpede med det.

Men da det lykkedes mig at samle alt data sammen og få en forståelse af, hvordan det hele hang sammen, blev jeg grebet af det. Alle de gisninger vi havde tidligere i forhold til, hvor der kunne være problemer, blev pludselig meget synlige. Nu kan jeg se sort på hvidt, hvor mange tryksår og medicinfejl vi har, og det giver mig en helt anden systematik i forhold til at arbejdet med at forbedre kvaliteten af plejen og behandlingen. Jeg har brug for at dykke ned i tallene og forstå det hele, selvom det ikke er nødvendigt at forstå alt.

‘Jeg bliver rørt, når de kan selv’

Det har været vigtigt for mig, at mine kolleger også kan se idéen med at arbejde med data. Vi holder jævnligt assistentmøder, og der viser jeg grafer, hvor de kan se udviklingen inden for for eksempel medicindispenseringer. Det giver anledning til en snak om, hvordan det går, og hvad vi kan gøre bedre. Det tror jeg har haft en betydning for, at vi allesammen i dag ved, at man kan bruge data til at forbedre sig.

Vi har også indført en fast rutine med, at alle medarbejdere hver måned får en tilbagemelding i forhold til de områder, hvor vi ifølge data kan se, at der er grundlag for forbedringer. Det er jeg tovholder for. I starten var jeg bange for, hvad de ville mene om det, Nen de er faktisk blevet rigtig glade for det og har fået øjnene op for, at data også kan bruges i forhold til personlig udvikling.

Du underviser kolleger fra andre kommuner blandt andet i brugen af tidstro data. Hvordan er det?
Det har udviklet mig meget personligt, at jeg er ude at undervise. Tidligere var jeg ret tilbageholdende og lidt genert, så det var svært for mig i starten. Men jeg gjorde det alligevel, fordi det var vigtigt for mig at give mine erfaringer videre til andre.

Nu er jeg bedre til at stå på en scene foran rigtig mange mennesker. Jeg fandt ud af, at det ikke var så farligt, som jeg troede. Og jeg føler mig mere sikker, jo mere erfaring jeg får med det. Jeg lærer noget nyt hver eneste gang. Jeg bliver inspireret af at høre andres ideer, og når jeg kobler dem på vores egne udfordringer, kan jeg pludselig se nogle løsninger.

Det er dejligt, at andre kan lære af de fejl, vi lavede i starten af projektet. Det, at jeg fortæller min egen historie betyder også, at jeg ikke glemmer de fejl, vi har lavet. Og det er vigtigt, for det er med til at fastholde rutinerne og metoderne fra I sikre hænder, som vi i dag bruger i mange forskellige arbejdssituationer.

Deltag i Danmarks største konference om patientsikkerhed i kommunerne