’Jeg lærte at reflektere over, hvorfor jeg var voldelig’

31-årige Kristian Hammer har tilbragt mange år af sin ungdom på bosteder. Han kæmpede med stofmisbrug og et temperament, som flere gange udmøntede sig i trusler og vold. For ham var trygge relationer, konfliktnedtrappende kropssprog og en ligeværdig dialog med personale altafgørende, da han skulle lære at styre sit temperament.

Af Julie Kofoed, kommunikationskonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Vreden og frustrationen sidder stadig i Kristian. Han vandrer hvileløst rundt på sit værelse og ved ikke, hvordan han skal falde til ro. Det er et spørgsmål om tid, før de kommer. Personalet. Det her vil få konsekvenser.

Kort tid efter banker det på døren. En ansat åbner forsigtigt døren på klem og beder ham om at følge med. Kristian bliver placeret på en stol i personalerummet og stirrer tomt ud i luften. Han lytter halvhjertet til det, de tre ansatte overfor ham siger. Alt det med, at vold på bosteder er udsmidningsgrund ved han godt. Han har med egne ord ’tæsket’ en anden beboer, og nu betaler han prisen.

Han sidder uroligt på stolen og mærker, hvordan vreden kæmper for at slippe fri. Til sidst kan han ikke mere. Han rejser sig og truer alle tre med en røvfuld. De kontakter politiet, så det ender med, at Kristian lynhurtigt pakker en sort sæk med sine vigtigste ejendele og stikker af.

Jeg er glad og taknemmelig for at være i live

‘Jeg forstår godt, hvis de var bange for mig’
31-årige Kristian Hammer tager et sug af sin cigaret, mens han roligt og reflekteret fortæller om episoden for få år siden. Selvom han husker øjeblikket tydeligt og detaljeret, er han i dag et helt andet sted. I mange år var hans liv præget af skiftende ophold på bosteder, indlæggelser og massivt stofmisbrug. I dag har han taget styringen over sit liv og distanceret sig så meget fra sin fortid og tidligere handlinger, at han er i stand til at efterrationalisere.

– Jeg husker, at det provokerede mig, at der stod tre med korslagte arme. Og at de stod op, mens jeg sad ned. Jeg følte ikke, de var interesserede i at prøve at forstå, hvorfor det kulminerede i vold for mit vedkommende. Jeg skulle bare kommanderes ud i en fart, siger Kristian.

Kristian erkender, at han selv bærer størstedelen af ansvaret for, at den førnævnte episode eskalerede. Men han mener samtidig, at personalet kunne have tacklet det anderledes. Han håber, at de ligesom ham efterfølgende har tænkt over, hvad der gik galt, og lader episoden være udgangspunkt for læring.

– Jeg kan sagtens forstå, hvis de var bange for mig. Ingen af dem kendte mig særlig godt, og de havde lige set, at jeg havde tævet en anden beboer. Så deres måde at agere og fremstå på var jo en måde at distancere sig, fordi de formentlig var bange og usikre på, hvordan jeg ville reagere.

– Men hvis der nu bare havde været én af dem, der havde en smule relation til mig, så havde det ikke været nødvendigt. Så ville de være i stand til at kunne aflæse mig og havde vidst nogenlunde, hvor de havde mig, og hvordan de skulle tackle mig. Og så tror jeg ikke, at det var endt med trusler fra min side af, siger Kristian.

Viborg undersøger patienters tryghed og sikkerhed

Følte sig anderledes i skolen
Kristians historie begynder i Fredericia, hvor han boede i mange år af sit liv med sin familie. Han husker tilbage på sin barndom som en svær tid. Han havde svært ved at følge med i skolen, led af koncentrationsbesvær og følte sig anderledes end sine klassekammerater.

– Jeg har altid haft en evne til at finde de venner, som nok ligesom mig følte sig malplaceret i skolen og måske havde det hårdt derhjemme. Der var ingen forventninger, og det var det, jeg kunne navigere i. Problemet var, at det jo var de venner, der også gik misbrugsvejen.

Som 16-årig begyndte Kristian at tage hårde stoffer. Han blev ret hurtigt afhængig og del af et hårdt miljø, der handlede om at skaffe penge til stoffer. Samtidig begyndte han at udvikle en udadreagerende adfærd.

– Hvis jeg kom i heftig dialog, så var min måde at afslutte det på ved at give én på hovedet. Det var det, jeg gjorde på gaden, og måden jeg har overlevet på i rigtig, rigtig mange år. Der er en række sociale spilleregler i det her, vi kalder den normale verden – det er der også i miljøet, og de sociale spilleregler ligger på rygraden, siger Kristian.

Projekt Sikker Psykiatri

‘Han talte til mig i øjenhøjde’
I de efterfølgende mange år var stofferne omdrejningspunktet i hans ungdomsliv. Han blev indlagt på psykiatriske afdelinger ad flere omgange, kom på afvænning og røg ind og ud af forsorgshjem og bosteder. Temperamentet og den truende adfærd fulgte med ham alle årene. Kristian er blevet smidt ud af tre bosteder på grund af vold mod andre beboere, og han har forsøgt at slå ud efter personale flere gange.

– Jeg har haft truende adfærd mod personalet to af de tre gange, jeg er blevet smidt ud af et bosted. Du står der magtesløs og frustreret, for du ved godt, at du skal tilbage til gaden. Så tager det gamle mønster over og giver dig lyst til at give de ansatte én på hovedet. Det har fandeme været tæt på, og det har nogle gange været rent held, at det ikke skete. I nogle tilfælde har den ansatte nået at flytte sig, idet jeg slog.

Den tredje gang, Kristian blev smidt ud, husker han som en anderledes oplevelse. Han havde været voldelig over for en beboer. Efterfølgende kom hans kontaktperson, som Kristian havde en tæt relation til, stille og rolig over til ham ene mand. Han skulle overbringe Kristian beskeden om, at han ikke længere kunne blivende boende på bostedet. Måden han gjorde det på var afgørende for Kristians reaktion.

– Hans kropssprog og alt, hvad han sagde, var konfliktnedtrappende. Han talte til mig i øjenhøjde og gav mig ikke muligheden for at fare op. Det endte med, at jeg gik derfra stille og roligt og ikke totalt ude af den, fordi han ovenikøbet hjalp mig med at finde et andet bosted, jeg kunne flytte ind på. Hele det her menneskelige aspekt, der var i det, gjorde en kæmpe forskel. Han viste medfølelse.

Sikker Psykiatri nedbringer tvang

Det var sidste udvej
Som 27-årig nåede Kristian til et vendepunkt. Han befandt sig ifølge egne ord der, hvor han ikke kunne komme længere ud. Han magtede ikke længere livet og havde på det tidspunkt forsøgt at tage sit eget liv.

– Jeg havde ikke noget valg. For mig var det at blive clean, eller også var jeg død af en overdosis. Jeg var derude, hvor jeg ikke kunne mere. Så enten skete der noget, eller også var det stoppet. Jeg vidste, at jeg i hvert fald ikke kunne gå tilbage til det, jeg kom fra, for det overlevede jeg ikke.

Kristian blev indlagt på et behandlingssted i Nordsjælland, hvor alle behandlerne var tidligere misbrugere, og det gjorde en forskel. For Kristian var det afgørende i forhold til hans motivation til at blive clean, fordi de var eksempler på, at det kunne lade sig gøre. Men der skulle flere måneders ihærdighed til, før Kristian begyndte at stole på personalet.

– Min kontaktperson blev ved at komme hver dag med en kop kaffe, selvom jeg kaldte hende grimme ting. Og efter hun havde været der hver dag i halvanden måned, sagde jeg: ’Så kom dog ind’. Og så kom hun ind, og det gjorde hun hver dag i et par uger, og så havde jeg faktisk en rigtig, rigtig god relation til hende. Hun troede på mig, og det begyndte jeg også langsomt at gøre selv.

– Hun lærte mig at reflektere over mine handlinger. Når jeg var i en situation, hvor jeg var lige ved at fare op, reflekterede vi efterfølgende over episoden. Vi havde en konstruktiv dialog om, hvordan jeg fremover kunne undgå, at det kom så vidt. Det er stadig den samme strategi, jeg bruger i dag.

Jeg beder kun om et klap på skulderen

Vigtigt at være vedholdende
I dag har Kristian være stoffri i snart tre år, og han er flyttet i egen lejlighed. Sammen med sin psykolog holder han foredrag på bosteder landet over med udgangspunkt i sine egne erfaringer. Hans drøm er at komme til at arbejde på et bosted, og på sigt vil han gerne gennemføre pædagogassistent-uddannelsen. Til daglig er han i praktik på et bosted for psykisk sårbare, som han håber kan hjælpe ham til at blive optaget på uddannelsen. I praktikken oplever han, at hans egen brugerbaggrund kommer rigtig meget i spil.

– Mine kolleger bruger mig rigtig meget til de brugere, de ikke selv kan skabe en relation til. For mange brugere er det rigtigt vigtigt, at de personer de sparrer med igennem sådan en periode, rent faktisk har siddet i lortet selv. Jeg havde det jo på samme måde. Og så har jeg nok også en større forståelse for, hvor vigtigt det er at blive ved og ved og ved, selvom brugeren i lang tid bliver ved med at råbe, at man skal skrubbe af.

– Jeg var selv sådan, og ofte handlede det om at sikre, at folk ikke kom for tæt på. Jeg havde ingen tro på mig selv, og hvis jeg fik folk tæt på, begyndte de jo at stole på mig. Når jeg så fuckede op i det, tabte vi det hele, og det havde jeg ikke lyst til. Så det handlede rigtig meget om at være bange for at svigte. Den erfaring har jeg i min bevidsthed, når jeg selv i dag står over for en bruger, der råber og skriger, at jeg skal fise af og holde mig væk.

Sådan virker forbedringsmetoderne

Alle informationer skal deles
Kristian mener, at samarbejde mellem personale også er et vigtigt aspekt i forhold til forebyggelse af vold på bosteder. Han oplever i sin praktik, hvor vigtigt det er at videregive observationer til sine kolleger.

– Der skal bruges mere tid på overlap, hvor alle observationer og viden skal deles og noteres ned. Så må man tage de 10 min. ekstra, som morgenmødet tager. Det nytter ikke noget, at én person har observeret noget anderledes ved en beboers adfærd og så bare går stille med dørene.

– For hvis der er én, der har det skidt, nytter det ikke noget, at du bare vader ind med store beskidte støvler på over personens grænser. Det duer ikke, for så er det, at situationen kan eskalere.

Han tilføjer, at hvis man bruger tid på at lære brugerne godt at kende, er man bedre i stand til at aflæse, hvordan de har det. Samtidig er det dog vigtigt at holde en vis distance, så man ikke tager deres problemer på sig og bliver medansvarlig, hvis de ikke lykkes med de mål, de sætter for sig selv.

– Jeg hverken kan eller skal redde dem. Min rolle er at være der, støtte og vejlede. Udgyde håb, tro og opbygge selvværd. Jeg arbejder meget med succeshistorier, fx en der drikker tre flasker vin om dagen, der skærer ned til en flaske vin om dagen. Det gør jeg et kæmpe nummer ud af for at motivere personen. De små fejringer virkede også for mig selv, siger Kristian.