“Nu bliver jeg hørt”

For nogle år siden kunne Christian Grøndahl ikke forestille sig, at der var nogen med baggrund i psykiatrien, der ville lytte til ham.

– Jeg har tumlet rundt, helt fra da jeg var en lille knægt.

Det er otte år siden, at 32-årige Christian Grøndahl for sidste gang tumlede ud af en psykiatrisk afdeling efter at have været indlagt. Forud var gået et liv ind og ud af psykiatrien med overdoser og indlæggelseri respirator.

– Jeg havde en psykose, som jeg holdt i kog med en masse stoffer. Jeg vidste godt, at jeg kørte i den forkerte bane. Jeg var dybt ulykkelig og det lyder måske ‘flippet’ – men jeg ville egentlig bare gerne føle mig elsket.

Psykiatrien og romaskinen
– Den var der ikke dengang, jeg var indlagt, siger Christian og peger på en romaskine.

Han er tilbage på en af de afdelinger, hvor han var indlagt. Her kommer Christian af og til, da han udover at passe sin uddannelse arbejder som brugerrepræsentant i psykiatrien. Romaskinen viser den udvikling, som psykiatrien har været igennem, siden Christian forlod den:

– Dengang jeg var indlagt, skete der ikke så meget. Der var eksempelvis ikke de samme muligheder for at dyrke motion, som der er i dag. Når du hovedsageligt opholder dig på et værelse af få kvadratmeter i lang tid uden at have mulighed få aktiviteter, så mister du kontakten mellem din fysik og psyke.

Jeg har oplevet uværdighed
Men udviklingen i psykiatrien består ikke kun af romaskiner. Hele personalets tilgang til patienterne har ifølge Christian ændret sig:

– Jeg har oplevet uværdighed. Jeg har set psykiatrien ’træde’ på patienterne – både bevidst og ubevidst. For eksempel følte jeg, at personalet begrundede, alt hvad jeg gjorde og sagde i min psykiske sygdom. Men der er sket enorme fremskridt, og i dag er der mere ligeværd og imødekommenhed i psykiatrien.

– Psykiatrien er en kæmpe skude at skulle vende. Der er meget kultur, som skal ændres. Hvis du har været det samme sted i 20 år, så bliver det et arbejde præget af rutiner. Men psykiatrien tager hele tiden små skridt i den rigtige retning.

Mødet i øjenhøjde
Christian selv tog de første skridt ud af psykiatrien siddende på en bænk til en begravelse. Kirken var propfyldt og i kisten lå en af hans kammerater. Dødsårsagen var en overdosis.

– Jeg sad i kirken og tænkte, at der nok kun ville dukke fem mennesker op, hvis det var mig der lå i kisten.

I den efterfølgende periode fortsatte Christian med at tage stoffer. Men oplevelsen i kirken havde sat en proces i gang, og halvandet år efter fik Christian kontakt til nogle mentorer:

– De mødte mig, som jeg var. Det var ikke et eller andet med, at der var noget galt med mig. De sagde, vi kan godt forstå, at du har det af helvedes til, men nu skal den bare have gas. De mødte mig på en måde, som var ligeværdig. Det er det her møde i øjenhøjde, jeg manglede, da jeg var indlagt, og som jeg vil være med til at lave om på.

Mine dyrt købte erfaringer kan bruges
Et af de steder, hvor Christian har mulighed for at forandre psykiatrien og gøre den mere inddragende er Region Sjællands bruger-pårørendepanel. Her sidder han sammen med ti andre brugere og pårørende.

De mødes seks gange om året med psykiatriledelsen og personale for at diskutere forskellige tiltag og projekter med udgangspunkt i brugerne og de pårørende erfaringer og synspunkter. Panelet har blandt andet givet input til projekt Sikker Psykiatri og det nye psykiatrisygehus i Slagelse.

Læs om Sikker Psykiatris fokus på patient- og pårørendesamarbejde

I dag er det anderledes, jeg bliver lyttet til, og det, jeg siger, bliver taget alvorligt. Mine dyrt købte erfaringer kan bruges, og de får betydning for andre, siger Christian:

– Læger ved ikke altid, hvad der er vigtigt, når man er indlagt. For eksempel syntes brugerpanelet, at der manglede nogle private kroge i det nye psykiatrisygehus, hvor man som patient kunne have et privat rum i det offentlige. Det er der kommet på vores opfordring.