Studerende vil presse på for at få mere patientsikkerhed ind på de sundhedsfaglige uddannelser. Studenternetværket Studerende for Sikre Patienter (SFSP) udgav i foråret rapporten Patientsikker Uddannelse, der viser at patientsikkerhed på uddannelserne – ifølge studieordningerne – ikke fylder særlig meget. Ved en workshop mandag diskuterede de studerende, hvordan man kan arbejde for at give emnet større vægt i studieordningerne.
“I ønsket om at få implementeret mere patientsikkerhed på de sundhedsfaglige uddannelser vil man nok møde udfordringer, specielt da mange studiers skemaer allerede er tætpakket. Så hvordan får man presset patientsikkerhed ind i studieordningerne i højere grad? Det er, hvad SFSP vil arbejde med i løbet af efteråret. SFSP vil fokusere på denne implementering ved at få inddraget flere undervisningsdage med tværfaglighed mellem sygeplejerske- og medicinstuderende, hvor patientsikkerhed samtidig vil være hovedemnet,” siger Sabina Bay Hermansen, der er formand for Studerende for Sikre Patienter.
Deltagerne ved workshoppen var en håndfuld studerende med interesse i at blive mere tværfaglige, få større kendskab til patientsikkerhed gennem deres uddannelse og et ønske om flere redskaber til arbejde med at forbedre kvaliteten i det sundhedsvæsenet, de snart skal ud og arbejde i. De studerende kom fra kandidatuddannelsen Medical Market Access på Medicin med Industriel Specialisering, Folkesundhedsvidenskab, Sygeplejerske, Ergoterapi samt Medicin.
SFSP vil arbejde for at få patientsikkerhed på dagsordenen på uddannelserne ved at gøre opmærksom på, at studerende mangler viden og kompetencer indenfor området, fx gennem læserbreve og kronikker i relevante medier.
3. september 2015
Nyheder