Den faglige følgegruppe bag projekt Klar til samtalen er kommet med en ny, afsluttende rapport. Anbefalingerne i rapporten skal gøre sundhedspersonalet bedre klar til samtalen om patienter og borgeres ønsker til pleje og behandling i den sidste del af livet. Læs rapport og anbefalinger her på hjemmesiden.
Det er formandskabet i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, der har skrevet forord til rapporten:
Der skal være bedre overensstemmelse mellem patienternes og borgernes ønsker og den behandling og pleje, de rent faktisk modtager. At opnå afklaring og undgå overbehandling er i høj grad et spørgsmål om sikkerhed for brugerne af det danske sundhedsvæsen, og derfor er det en dagsorden, Dansk Selskab for Patientsikkerhed igennem flere år har været stærkt engageret i.
Klar til samtalen – både på sygehuse og i kommuner
Dansk Selskab for Patientsikkerhed har ledet to store projekter, som går under fællesbetegnelsen Klar til samtalen.
Det ene projekt ”Borgernes ønsker til den sidste levetid – Klar til samtalen” er finansieret af Fremfærd Sundhed-Ældre og involverer 3 kommuner med hver deres plejecenter. Det andet ”Klar til samtalen – I god tid” er finansieret af TrygFonden og involverer 9 sygehuse.
Omtale i Ugeskriftet og BT
En række medier har omtalt den nye rapport og anbefalingerne ifm. lanceringen på Seniorcenter Bakkegården i Bagsværd d. 27. maj. Det gælder bl.a. Ugeskrift for Læger og BT.
Projektets hashtag er #tagsamtalen, hvor man kan læse mere og selv komme med input.
Klar til samtalen på Folkemødet
Med afsæt i projektet er Klar til samtalen også til debat på Folkemødet i Allinge. Lørdag d. 15. juni kl. 16.30 diskuteres emnet i Danske Regioners telt, hvor Karin Friis Bach, formand for PS!, vil være ordstyrer. Debatten har overskriften #tagsamtalen. Snak om døden – og lev livet
Fredag kl. 09 – 12 på Folkemødet har Dansk Selskab for Patientsikkerhed en stand i Det Fælles Sundhedstelt, hvor emnet også er Klar til samtalen. Her vil bl.a. overlæge og projektleder Ove Gaardboe stå i standen.
28. maj 2019
Nyheder