Der er store uoverensstemmelser mellem det, patienterne og de pårørende ønsker for behandling og pleje ved livets afslutning, og det, der er dokumenteret i patientjournalen. Det viser en undersøgelse på 16 canadiske hospitaler. Ældre patienter med akutte og livstruende sygdomme og/eller deres pårørende blev interviewet i forbindelse med indlæggelse. I alt indgik 808 patienter og 631 familiemedlemmer i undersøgelsen. De fleste både patienter og pårørende foretrak enten lindrende behandling (comfort care) eller en form for begrænsning i behandlingen. Kun 12 % af patienterne og 13 % af de pårørende foretrak fuld behandling inklusive genoplivning ved hjertestop. Færre end 10 % udtrykte usikkerhed om deres præferencer. Der var generelt stor uoverensstemmelse mellem patienters/pårørendes ønsker, og de oplysninger, der kunne findes i journalen. Kun for ca. en tredjedel af patienterne var der fuld overensstemmelse. Af de patienter, der ønskede at fravælge genoplivning ved et eventuelt hjertestop, var der 16 %, hvor journalen oplyste det modsatte, og 19 %, hvor patientens præference ikke var beskrevet i journalen. Denne sidste gruppe ville typisk blive behandlet aktivt i tilfælde af hjertestop. Undersøgelsen er offentliggjort i BMJ Quality and Safety, 2016.
(Heyland DK, Ilan R, Jiang X, et al. BMJ QUAL Saf 2016;25:671-679: The prevalence of medical error related to end-of-life communication in Canadian hospitals: results of a multicentre observational study)
https://qualitysafety.bmj.com/content/25/9/671.long