Medarbejdertrivsel var et stort tema ved årets amerikanske patientsikkerheds-konference

Udbrændthed og moralsk stress blandt medarbejderne var på dagsordenen ved Institute for Healthcare Improvement, IHI’s årlige forum i Orlando. Andre store temaer var diagnosesikkerhed, tillidskrisen i sundhedsvæsenet og nye værktøjer til at måle effekt af forbedringsprojekter.

Tidligere leder af IHI, Don Berwick, havde i sin keynote-tale en skarp kritik af det amerikanske sundhedsvæsen. Han mener, at grådighed og fokus på penge i stigende grad ødelægger systemet.

Fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed deltog direktør Inge Kristensen og vicedirektør Vibeke Rischel, og de er vendt tilbage med ny inspiration.

Moralsk stress

”Adskillige sessioner handlede i år om ”workforce well-being”, og herunder blandt andet hvordan man kan nedbringe vold imod medarbejdere. ”Vold” omfatter i USA alt fra at borgere og patienter verbalt forulemper medarbejdere til at sundhedsprofessionelle bliver involveret i skudepisoder i akutmodtagelsen. De ekstreme grader ser vi heldigvis sjældent i Danmark, men ind imellem oplever vi jo ulykkelige sager, fx på bosteder, hvor drab på medarbejdere forekommer. Og den verbale vold er nok ikke ukendt for medarbejdere i det danske sundhedsvæsen,” siger Inge Kristensen.

”Et andet problem for medarbejderne er udbrændthed og de mange moralske dilemmaer, man står overfor i dagligdagen. På grund af travlhed og personalemangel må man gå på kompromis med fagligheden, og man får dårlig samvittighed over ikke at gøre det godt nok for patienterne. Mange af pointerne, vi hørte i Orlando, stemmer godt med, hvad vi har fundet i det danske projekt om Mental sundhed for sundhedsprofessionelle,” siger Inge Kristensen.

Mental sundhed for sundhedsprofessionelle

Diagnosesikkerhed

Diagnostic excellence – diagnosesikkerhed – var et andet emne, der fyldte på konferencen med flere sessioner.

”Det var tydeligt, at diagnoseområdet er noget, der i stigende grad har international opmærksomhed,” siger Inge Kristensen.

Dansk Selskab for Patientsikkerhed fik blandt andet kontakt med en forsker fra Johns Hopkins, Ahmed Hassoon, der anvender big data i arbejdet med diagnosesikkerhed, et område, der kan blive meget relevant for selskabets fremtidige indsats på området.

PS! arbejder for bedre diagnoser 

Evaluering af forbedringsprojekter

IHI har gennem mange år været ekspert i Quality Improvement, forbedringsarbejde. Men det har hidtil været sparsomt med data til at vurdere effekten af forbedringsprojekter.

”Det var dejligt at opleve ved konferencen, at IHI nu sætter fokus på, hvordan forbedringsprojekter kan evalueres. Hvordan får vi vist, at forbedringsarbejde nytter? IHI er i gang med at udvikle et framework, der kan hjælpe os med at demonstrere effekten. Ikke bare kigger man på, hvad der blev opnået ved projektet, fx reduktion i forekomsten af tryksår, men også hvordan resultatet blev opnået. Fx, hvor mange læringsseminarer er gennemført? Hvor mange deltagere var til stede? Hvor mange ledere? osv… Ved at beskrive interventionen detaljeret, kan vi måske komme nærmere på at afgøre, hvilke faktorer der er vigtige for at sikre effekt af forbedringsprojekter,” siger Vibeke Rischel.

Det nye framework bygger blandt andet på Kirkpatricks model, som også Dansk Selskab for Patientsikkerhed arbejder med.

Kirkpatricks Model

Redskaber til at gøre lægers arbejde lettere

I relation til emnet medarbejdertrivsel blev også præsenteret en række nye værktøjer, udviklet af den amerikanske lægeforening med det formål at reducere spild og lette arbejdet for primært læger – men også andre klinikere.

En ”de-implementation checklist” giver en række gode råd til, hvordan arbejdet ved computeren kan lettes, og hvordan man kan reducere arbejdsbyrden ved dokumentation. Et område, som også Dansk Selskab for Patientsikkerhed har haft fokus på i samarbejde med Sønderborg Kommune.

De-implementation checklist

Kvalitet og forenkling af dokumentation – Sønderborg-projektet

Et andet redskab, Saving Time Playbook, kommer med forslag til, hvordan man som kliniker kan undgå unødvendigt arbejde, arbejde mere effektivt, og hvordan man kan skaffe sig opbakning fra ledelsen i den sammenhæng.

Saving Time Playbook

Det amerikanske sundhedsvæsen er i stykker

Traditionen tro var der ved konferencen en keynote-tale af tidligere leder af IHI, Don Berwick. Han gav i år en skarp kritik af den pengefiksering og grådighed, der præger det amerikanske sundhedsvæsen i stigende grad. Når for eksempel almindelige borgere må betale mange tusinde kroner for en COVID-19-test, og hvor mange borgere er belastet af stor gæld efter behandling i sundhedsvæsenet.

”Grådighed og fokus på penge modvirker sundhedsvæsenets fælles mission om lighed og helbredelse,” sagde Don Berwick og opfordrede sundhedspersonale til at protestere mod denne udvikling.

 

 

 

21. december 2022

Fagligt NytNyheder