Af Tina Berg Jensen, overlæge, Dansk Selskab for Patientsikkerhed
Det er umuligtat forudsige en eksakt prognose for en patient, og heller ikke alle patienter ønsker at få sat tal på antallet af måneder eller år, de har tilbage. Men i nogle sammenhænge er det nødvendigt at vurdere, hvornår tiden nærmer sig. Hvornår er det fx rimeligt at overgå fra en behandlingsstrategi med kurativt sigte og til at starte palliativ behandling? Og hvornår er det tid at bringe spørgsmålet op over for patienten om deres præferencer ved livets afslutning?
Og findes der nogle objektive vurderingsredskaber udover den kliniske mavefornemmelse?
Værktøj til at identificere patienter med kort restlevetid
Et bud på et værktøj er SPICT-indikatorerne (Supportive and Palliative Care Indicators Tool), som er en metode til at identificere patienter, der er i risiko for at dø inden for 6-12 måneder. I et australsk studie har man undersøgt, SPICT-indikatorernes anvendelighed i almen praksis.
SPICT-indikatorerne er blandt andet aftagende funktionsniveau, vægttab, persisterende symptomer, fald, neurologiske symptomer, moderat/svært nedsat nyrefunktion mm. Det er en metode, der tilstræber en så objektiv helhedsvurdering af patienten som muligt.
Ifølge undersøgelsen kan man ved en vurdering af disse faktorer med stor sikkerhed identificere patienter i almen praksis med kort restlevetid.
SPICT-indikatorerne er oversat til dansk og valideret i en national kontekst. Sundhedsstyrelsen anbefaler anvendelsen af redskaber som SPICT med henblik på at understøtte en tidlig og rettidig identifikation af patienter med palliative behov både i almen praksis, i hjemmesygeplejen og på hospitalsafdelinger.
Overraskelsesspørgsmålet
”Ville det overraske mig hvis denne patient dør indenfor de næste 12 måneder?”
Dette spørgsmål anvendes den dag i dag i det danske sundhedsvæsen til at identificere patienter der kunne profitere af palliativ behandling. Men hvor godt et mål er det? Fra Canada udgår denne artikel, hvor man præsenterer resultaterne af en databasegennemgang af studier der har undersøgt dette. Konklusionen er, at ”The surprise question” er et usikkert redskab til denne vurdering. Især ved non-maligne sygdomme.
Erfaringer fra det danske projekt ”Klar til samtalen” viser dog, at spørgsmålet kan være brugbart som et groft skøn til at afgøre, hvornår det er tid at ”tage samtalen” med patienten om den sidste levetid.
Link til rapporten Klar til samtalen