Nyhedsbrevet Kommunal Sundhed lancerer prisen ’Den Gyldne Tråd’, der belønner de bedste nye initiativer i det nære sundhedsvæsen.
I 2015 modtog Sønderborg Kommune som de første i den kommunale sundhedssektor en særpris af Dagens Medicins kvalitetspris ’Den Gyldne Skalpel’. Det skete for kommunens arbejde med at forbedre patientsikkerheden i ældreplejen.
‘Dagens Medicin uddeler Den Gyldne Skalpel til Sønderborg’
På den baggrund lancerer nyhedsbrevet Kommunal Sundhed en pendant til søstermediet Dagens Medicins pris, som har fået navnet ’Den Gyldne Tråd’.
– Der viste sig et tydeligt behov for at anerkende godt arbejde i det nære sundhedsvæsen, siger Nicolai Döllner, chefredaktør for Dagens Medicin og Kommunal Sundhed:
– Med Kommunal Sundheds initiativpris ’Den Gyldne Tråd’ vil vi derfor kaste et velfortjent lys over de bedste initiativer i det nære sundhedsvæsen, der for alvor gør en forskel for det tværsektorielle samarbejde og demonstrerer nytænkning og engagement, og viser en vej til højere kvalitet i sammenhæng, samarbejde, pleje og behandling af dem, det handler om: De tusindvis af mennesker, der hver dag er berøring med en af sundhedsvæsenets aktører.
Indstillingen skal ske senest fredag d. 19. august 2016 kl. 12.00.