Svensk undersøgelse afprøver Safety II-huddles

I Sverige har man – ud fra anbefalinger fra professor Erik Hollnagel – udviklet en ny form for patientsikkerheds-huddles, der er baseret på en Safety II-tilgang. Ideen er, at man vil forbedre sikkerheden ved nærmere at undersøge alt det, der går godt. Den nye metode viser sig vanskelig at arbejde med i praksis.

En svensk hospitalsafdeling har udviklet og afprøvet en ny form for huddle baseret på en Safety II-tilgang. Patientsikkerhedshuddles er korte – ofte daglige – møder, hvor man fx på en afdeling samles for at diskutere patientsikkerhed, og hvordan den kan forbedres. Traditionelt tager man udgangspunkt i hændelser, hvor noget er – eller har været lige ved – at gå galt (Safety I-tilgang), i Sverige kaldet ’Green Cross’-metoden.

Ved de nye huddles, der er udviklet af neonatalafdelingen ved Länssjukhuset Ryhov i Jönköping, fokuseres også på, hvad man kan lære af det daglige arbejde og alt det, der går godt. Safety II er også den tankegang, der ligger bag analysemetoden, Funktionel Resonans Analyse Metode, FRAM.

Næste kursus i FRAM starter april 2023

De nye Safety II-huddles, kaldet ’Green Line’, er baseret på en publikation af professor i patientsikkerhed Erik Hollnagel, der gennem mange år har været fortaler for anvendelse af Safety II i sundhedsvæsenet. I publikationen RPET Resilient Performance Enhancement Toolkit beskriver han en række værktøjer til praktisk at arbejde ud fra Safety II-tilgangen.

Et praktisk problem er, at når ting går godt, påkalder de sig ikke meget opmærksomhed. Det er svært at tale om, fordi det ikke er hændelser, men snarere ikke-hændelser. Erik Hollnagels Toolkit kommer med en række anvisningen på, hvordan det kan foregå i praksis.

Sikkerhed II giver nyt perspektiv, men er svært at arbejde med i praksis

I udvikling af de nye Green Line-huddles har man tilpasset Erik Hollnagels anbefalinger til de lokale forhold, og der er foreslået en række spørgsmål, som skal sætte gang i samtalen. Det er åbne spørgsmål, såsom ’Hvad er gået godt i dag?’ eller ’Hvad har vi gjort for at sikre, at alle patienter har fået mad til tiden?’ med forslag til opfølgende spørgsmål, såsom ’Hvordan klarede du dét?’ eller ’Kan du beskrive det nærmere?’.

De nye huddles er afprøvet over en periode på 15 måneder, og effekten er undersøgt dels med spørgeskemaer og dels ved interview. Resultatet er offentliggjort i en artikel i tidsskriftet BMC Health Services Research. En måling af patientsikkerhedskulturen viste, at der ikke var sket væsentlige forandringer i perioden. Ud fra interviewene kunne man konkludere, at forudsætningen for succes med de nye huddles var, at de skal foregå i et åbent og tolerant klima, at der er støtte fra ledelsen, og at lederen af den enkelte huddle har godt kendskab til Safety II-tankegangen.

Forfatterne konkluderer, at det er vanskeligt at arbejde med Safety II i huddles, og at flere afprøvninger er nødvendige for at udvikle tilgangen.

 

Wahl, K., Stenmarker, M. & Ros, A. Experience of learning from everyday work in daily safety huddles—a multi-method study. BMC Health Serv Res 22, 1101 (2022). https://doi.org/10.1186/s12913-022-08462-9
https://bmchealthservres.biomedcentral.com/articles/10.1186/s12913-022-08462-9

RPET The Resilient Performance Enhancement Toolkit, Erik Hollnagel, 2019
https://safetysynthesis.com/onewebmedia/RPET%20V8.pdf

 


 

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af Dansk Selskab for Patientsikkerhed, PS!, og udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. Mere Fagligt Nyt

19. september 2022

Fagligt NytNyheder